Hvad Jackie hjalp med.

Jackie

Min Welsh Corgi Cardigan Jackie gave mig som sagt livet tilbage. Jeg vil gerne fortælle lidt mere om hvordan hun gjorde dette, og dermed om opgaverne for en psykiatrisk servicehund, samt de opgaver Zorro gradvis vil få.

Lige fra starten havde Jackie og jeg en fantastisk kemi, og kunne bare slappe af sammen.

 

 

Den første klare forbedring det gave mig at have Jackie var at jeg sov, noget så enkelt som en ordentlig nats søvn. Jeg ved ikke om det var hendes åndedrag eller bare det ikke at være alene, men jeg begyndte at kunne falde i søvn uden medicin og hvad mere er sove igennem. At tænke sig sådan en lille hund kan fjerne flashback mareridt.

 

Jackie med sin godnat gulerod

 

Det varede ikke mange uger før hun havde lært at læse mit energi niveau, og simpelthen sendte mig i seng, om kl. så var 11 om formiddagen. Dette gjorde hun ved ligeså stille at dutte mig på benet komme med en mumle lyd og gå mod min seng, var vi ikke hjemme søgte hun sofa eller bænk for slappe af skulle jeg.

En del af dette var spontant, hun kunne læse mig, men da det var opnået blev der trænet bevidst.

 Og så var der det med at komme ud af døren, min angst gik (og går) gerne mest grassat uden for mit hjem, så jeg har en tendens til at bure mig inde for at undgå dette. Det med at bure sig inde går bare ikke med en hund, den skal ud og tisse og bevæge sig, og selv om Jackie var en magelig dame så fik vi gået nogle gode lange ture. På de ture hjalp hun mig også til at blive lidt mere social, for man falder jo i snak med folk når man lufter hund, en ting som dybest set skræmmer mig fra vid og sans, altså fremmede ikke at snakke.

Jeg begyndte også mere at tage rundt med offentlig transport, selv om det skulle Jackie jo også lige lære da hun kun var vandt til bil. Hun endte med at blive så glad for det at hun var klar til at tage på udflugt så snart hun så bussen eller toget. Og jeg nåede der til hvor jeg ikke fik stressmave ved tanken om at skulle af sted.

På julemarked med Jackie

 Når jeg så endelig fik angstanfald eller flashbacks, jeg siger endeligt fordi hun næsten eliminerede dem. Så var hun der hele tiden, duttede og gøede for at få mig tilbage til virkeligheden, til her og nu. Når hun så fik mig bare lidt mere tilstede lagde hun op til nus, på den måde hjalp den fysiske kontakt mig til at finde tilbage.

 

Var det helt galt med angst og søvn, så sov jeg simpelthen med hende, dog på gulvet da jeg ikke vil havde hund i sengen eller sofaen. Hun vidste præcis hvad det betød at jeg hentede dynerne ind i stuen, og kom med det samme og puttede. Når jeg bad hende passe på mens jeg sov, sad hun som regel tæt op ad mig indtil jeg faldt i søvn.

 

Når vi var ude og handle gav hun mig ro, jeg havde overblik til at vælge og til at stå i kø. Den samme ro og klarhed gav hun mig til at ordne simple ting i hjemmet, tænk ikke at være ved at kaste op fordi jeg vaskede op!

Jackie ændrede mit liv fra overlevelse, til en tro på at det kunne leves.